Gennem mere end 400 år blev kongedømmet skiftevis erobret af thaier og vietnamesere, indtil den cambodianske kong Norodom i 1864 accepterede, at landet blev et fransk protektorat, i forventning om at franskmændene ville beskytte det mod Siam (Thailand) og Vietnam. Men franskmændene kunne ikke hindre, at thaierne for en periode erobrede nogle af landets vestlige områder - deriblandt byen Battambang. Ved at klynge sig til den franske autoritet undgik kong Norodom under alle omstændigheder, at landet blev opdelt mellem thaier og vietnamesere. I de foregående århundreder havde Vietnam erobret store områder af det daværende cambodianske territorium. F.eks. havde Mekongdeltaet - dvs. hele det nuværende Sydvietnam - været beboet af khmerer frem til det 18. århundrede.
Men kong Norodoms billigelse blev Cambodias status i 1884 ændret fra protektorat til koloni. Frankrigs indflydelse steg og Cambodia blev sammen med Vietnam og Laos omdannet til den Indokinesiske Union. I de følgende årtier installerede kolonistyret en europæisk administration i Cambodia og udviklede landets infrastruktur. Under alle omstændigheder nåede den økonomiske udvikling i Indokina under fransk styre ikke det samme niveau som i Myanmar eller Indien under englænderne.
Der var stor forskel på Cambodias og Vietnams situation indenfor den Indokinesiske Union. Cambodia var frivilligt gået ind i en alliance med Frankrig for at bevare sin kulturelle og nationale autonomi overfor presset fra Thailand og Vietnam. Helt frem til 2. verdenskrig fandt der derfor kun et mindre oprør sted i Cambodia mod kolonimagten. Anderledes med Vietnam der var blevet koloniseret mod sin vilje. Her var hele kolonitiden præget af stadige oprør mod kolonimagten.
Spændingen mellem Cambodia og Vietnam er også en konflikt mellem to forskellige civilisationer. Mens Vietnam er præget af den kinesiske civilisation og kampen mod kinesisk overherredømme, er Cambodias historie præget af den indiske civilisationen og kampen mod det vietnamesiske og thailandske overherredømme.
I kolonitiden importerede franskmændene vietnamesiske arbejdere til gummiplantagerne i Cambodia. De vietnamesiske indvandrere fik også stillinger i den lavere koloniadministration. Den vietnamesiske befolkning nåede i efterkrigstiden derfor op på omkring en halv million. Samtidig fandt der også en betydelig kinesisk indvandring sted. Den kinesiske og vietnamesiske befolkning udgjorde flertallet i byerne. På den måde blev der udviklet modsætninger mellem ikke blot khmerbefolkningen og kinesere og vietnamesere, men også mellem by og land. Cambodia har aldrig haft en virkelig overklasse af godsejere. Størstedelen af jorden blev ejet af småbønder, men bønderne følte sig udbyttet af byerne, hvor kineserne og vietnameserne dominerede handelen.
Efter at Tyskland ved starten af 2. verdenskrig invaderede Frankrig, besatte japanske styrker i september 1940 Indokina uden at støde på modstand. I officielle termer var aftalen, at Japan kunne anvende de militære installationer til sine tropper, mod at franskmændene fik lov at bevare den administrative kontrol. Samtidig invaderede thailandske styrker en række af landets vestlige provinser. Således led Cambodia under den 2. verdenskrig langt mindre skade end f.eks. øerne i Stillehavet, der var skueplads for voldsomme kampe mellem krigens parter
Håndværker - colic-help - skateboard - egypt - china
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar